Som nationalsocialist oplever man gang på gang, at det er vanskeligt – ja, undertiden endog direkte umuligt – at føre en meningsfyldt dialog med en ikke-nationalsocialist. Grunden hertil er naturligvis til dels det velkendte propagandabillede af nationalsocia­lismen som højdepunktet af al menneskelig ondskab. Hos den unge generation er dette dog ikke længere så væsentligt. Gennem fjernsynet har den fra en tidlig alder kunnet følge levende med i al den grusomhed, der har plaget verden siden “humanismens sejr” i 1945, og der er en velgørende tendens blandt unge mennesker til at betragte livet og dets problemer me­re nuanceret, end den forrige generation gjorde. Heller ikke den unge generation har imidlertid nogen som helst forestilling om, hvad nationalsocialismen i virkeligheden er. Den er opvokset i en verden, hvor man bevidst har fremmedgjort ungdommen over for al­le naturlige værdinormer og moralbegreber, således at den befinder sig i et totalt tomrum, hvor selv løgn og sandhed er