Jeg vil her gennemgå og give svar på de mest almindelige undskyldninger, folk bruger for hvorfor de ikke vil melde sig ind i Den Nordiske Modstandsbevægelse. “Jeg kan ikke være med, fordi jeg har familie og skal tænke på deres sikkerhed først.“ Samfundet forfalder utrolig hurtigt. Sammenlign hvordan det var, da du voksede op, og hvordan det ser ud i dag. Hvordan tror du det kommer til at se ud under dine børns opvækst? Tror du, det bliver bedre af sig selv, eller tror du, at afviklingen af ​​alt godt, som er eskaleret de sidste 50 år, vil gå i sig selv? Nej, det bliver meget værre og problemerne forsvinder ikke af sig selv. Hvor slemt det end lyder, så er det ekstremt egoistisk at ikke at tage del i kampen, fordi man vil beskytte sin familie. Gennem din og mange andres passivitet vil dine børn gå en hård tid i møde, selvom du ikke er aktiv i kampen med de mulige risici, det kan medføre. Det eneste din holdning til din families tryghed medfører er, at du i stedet l

For nylig undrede en person, som jeg mødte, sig over, hvordan det kan være, at svenskerne udviser svag patriotisme, især i lyset af den rekordstore indvandringsbølge, som vi oplever i øjeblikket. Jeg kommenterede, at der er en omvendt pædagogik, som gør folk forvirrede. I alle historiske tider har landenes ledere udnyttet og opmuntret stolthed og nationalisme blandt befolkningen. Opmuntringen er så at sige kommet fra toppen og nedad. I vores tid er det lige omvendt. Magthaverne gør, hvad de kan, for at dræbe det nationale selvbevarelsesinstinkt. Det er på græsrodsniveau, at patriotismen lever videre, blandt de få mennesker, der trodser magthaverne og modstår det sociale pres mod uenighed. Det er også sket tidligere, at landenes ledere har bekæmpet befolkningen ved at undertrykke deres nationale følelser. Dette har ofte involveret fremmede magter, der har besat lande militært. Besættelsesmagten har oprettet skyggeregeringer og taget kontrol over informationsstrømmen og de socia

Jeg oplever den politiske skoling på vores skoler som fraværende. Sådan var det i min tid i folkeskolen og gymnasiet. Det, jeg mener med dette er, at børn lærer om ideologier på en meget overfladisk måde. Der lægges større vægt på at hamre det “rette” værdigrundlag ind. Da jeg blev ældre, købte jeg en bog om politisk idéhistorie, tilpasset til en hurtig gennemgang på gymnasiet og universitet. Beskrivelsen af ​​fascisme og nationalsocialisme imponerede virkelig ikke, det var af samme slags overfladisk skoling og smålige argumenter mod ideologierne og intet, der var rigtigt uddybende. Jeg oplevede dengang som nu en følelse af at ville tage disse professorer, der havde skrevet bogen i nakken, og sparke dem så langt væk fra universitetet som muligt. Jeg er derfor fuldt ud klar over, at den almindelige nordbo og jeg er opdraget med skyklapper på om forskellige politiske ideologiers historie og også hvordan demokratiet som styreform fungerer. Da vores fjender bevidst fordre

I lang tid var jeg ikke interesseret i racespørgsmålet. I lang tid sympatiserede jeg med kommunismen, med dens antikapitalisme, antiimperialisme og antiparlamentarisme (holdninger, der – forstået på en anden måde – også findes i nationalsocialismen). Det var først og fremmest modstanden mod kapitalisme, imperialisme og parlamentarisme, der motiverede mig til en dag at blive medlem af en kommunistisk organisation. At “anti-racisme” fulgte med købet, tænkte jeg ikke meget på – ikke i starten. Du er velkommen til at kalde mig naiv, men jeg var oprindeligt ikke rigtig klar over, at “anti-racisme” er en væsentlig del af kommunistisk virke, på mange måder selve kernevirken. Denne manglende bevidsthed om racespørgsmålet skyldtes sandsynligvis, at samfundets indoktrinering var lykkedes så godt, at “anti-racisme” var noget, jeg ikke satte spørgsmålstegn ved. “Anti-racisme” var ikke min drivkraft, da jeg søgte mod kommunismen, og fordi jeg havde et ubevidst forhold til “anti-racisme”, acc

Hvad lever du for? Det er et spørgsmål, som alt for få mennesker i dag synes at reflektere over. Måske er det fordi svaret bliver for svært at håndtere, og at det er nemmest bare at lade livet gå sin gang og leve for sig selv og for dagen. At bare være en slave under materialismen og lydigt følge den anlagte vej, som verdens herskere har lagt ud for dig, med brød og cirkus, kan virke lettere end at være fri og lægge sin egen. Forbrug og kunstige eller kemiske dopamintilskud, i stedet for selv at skabe og leve sit liv naturligt og fuldt ud. Dette, ikke at reflektere ret meget over hvad man lever for, er et ret nyt fænomen. Havde vore forfædre haft det samme egocentriske og destruktive livssyn, ville dit liv bestemt have set radikalt anderledes ud. Måske havde du end ikke engang eksisteret. Vore forfædre udforskede hele verden i træbåde. De marcherede skulder ved skulder hundreder af mil, beredte til at kæmpe og dø for noget større end dem selv. De dyrkede jorden og byggede samf

Der har været meget fokus på kvinder på det seneste. Kvinden i kampen, kvinden i samfundet, kvinden generelt. Derfor tænkte jeg, at jeg ville bidrage til debatten.mm I dag er det et faktum, at den naturlige orden i samfundet, i naturen og mellem kønnene er blevet forstyrret. Der stilles urimelige krav til alle mennesker, uanset køn. Her vil jeg dog fokusere på den kvindelige køn. De krav eller forventninger, der stilles til kvinder i dag, går helt imod den naturlige orden og ofte, vil jeg tro, imod hvad kvinder selv føler er rigtigt, og hvad de ønsker. Det skaber en frustration hos kvinder, at de aldrig føler, at de er gode nok eller slår til. Uanset hvad de gør, eller hvordan de gør det, træder de altid nogen over tæerne, sårer nogen eller går imod noget. Dette, tror jeg, fører til, at mange kvinder i dag føler skyld, stress og angst. Det kan i sidste ende føre til psykiske problemer og splittelse i familier. Den nationale bevægelse er desværre heller ikke fritaget for mærkel

Når man opfordrer sympatisører til at organisere sig og kæmpe for et bedre Norden, hører man nogle gange: “Når systemkollapset kommer, så vil jeg være med”. Påstanden er en dårlig undskyldning. Det kommer oftest fra velvillige mennesker, der endnu ikke har haft modet til at gøre noget. Som en forsvarsmekanisme for at legitimere deres egen passivitet har de overtalt sig selv til at vente på, at tingene bliver værre. At mange flere racefremmede skal vælte ind over Nordens grænser, før de kan handle. At økonomien først skal blive lidt dårligere. Disse accelerationister venter på, hvad de kalder systemkollaps, en økonomisk og politisk situation, hvor nutidens magthavere har mistet grebet om magten. Det kan være en alvorlig økonomisk krise, som igen fører til fattigdom og sult. Kommer denne dag så? Måske. Vi ved ikke, hvordan tingenes tilstand vil se ud i fremtiden, og vi ved ikke, hvordan revolutionen vil udvikle sig. Men vi kan i det mindste ikke regne med en da

To fremragende artikler er for nylig blevet publiceret på Nordfront. Den ene artikel, “Når kollapset kommer, vil jeg være med”, hvor Karl Folkesson kommenterer fænomenet med sympatisører, der vælger ikke at melde sig ind i Den Nordiske Modstandsbevægelse, men venter til kollapset kommer, og den anden artikel, “Hvem er nationalsocialist” hvor Marcus Hansson argumenterer for, at man ikke kan være nationalsocialist, hvis man vælger ikke at organisere sig. Med denne artikel vil jeg supplere disse to med en separat refleksion. Jeg har gennem længere tid fulgt kommentarerne, på Modstandsbevægelsens åbne diskussionsgruppe på Telegram og på andre platforme og har gennem flere år talt med mange rekrutter og sympatisører. Jeg har nok hørt de fleste grunde og undskyldninger for, hvorfor de vælger ikke at melde sig ind i Den Nordiske Modstandsbevægelse. Næsten alle er baseret på én enkelt ting. Grundene man hører er “Jeg støtter jer, men…”, “Hvis bar

Mens jeg skriver denne betragtning, er vi midt i slutfasen af ​​den brændende valgkamp 2022. Da jeg selv, udover mit ansvar som øverste leder i Den Nordiske Modstandsbevægelse og derigennem også øverste ansvarlige leder for den igangværende valgkamp i hele landet, også bor i en af ​​de fire kommuner, hvor vi stiller op til kommunalvalg, er jeg virkelig i centrum af hele affæren. Valgkampen har præget store dele af mit liv i løbet af året, men stadig mere intensivt her i slutfasen. Masser af stress. Dårlig søvn som følge heraf. En uvant dagligdag, hvilket førte til både dårligere spisevaner og stort set ingen fysisk træning, som dermed gav mig midlertidigt dårligere fysisk form. En bil, der har kørt mange flere kilometer end normalt og dermed øgede omkostningerne til en i forvejen til tider ret anstrengt økonomi. På trods af alt dette vil jeg virkelig komme med en højlydt og ærlig erklæring: Jeg ønsker oprigtigt, at denne periode ville vare længere end til søndag aften! Jeg ville