En kulturmarxistisk gift Som bekendt bruger fjenden sommeren til at udhule traditionelle europæiske værdier omkring familie, seksualitet og identitet samt direkte at udfordre videnskabelige fakta om køn. Denne unaturlige og fordærvende propaganda spredes naturligvis året rundt gennem statslige institutioner og mange internationale virksomheder, men den årstid, vi nu går i møde, er særligt udsat. Måske hænger det sammen med, at folk går mere letpåklædte, at flere børn opholder sig udendørs, og at flere kønssygdomme spredes om sommeren? Prides fremmarch har været ekstrem i de seneste år. I 1990’erne var fænomenet næsten ikke-eksisterende i Norden, mens det i løbet af de seneste ti år i praksis er blevet formet til en statsreligion. En religion, hvis gud er degenereret lyst og fordærv, og hvis tilhængere er politikere, journalister, offentligt ansatte samt alle slags venstreorienterede og liberale. Denne revolutionære form for homo- og transseksualitet vækker dog i stigende grad

– ”Er det eneste, du har at være stolt over, at du er hvid?” – ”Ja.” – ”Føles det ikke forfærdeligt?” – ”Nej.” Denne enkle, men meget sigende samtale fandt sted mellem en af de aktivister, der deltog i den seneste 1. maj-demonstration, og to moddemonstranter. Nogle vil måske mene, at aktivisten burde have uddybet sine synspunkter eller på en eller anden måde forsøgt at vise større forståelse for modstandernes argumenter. Men sandheden er, at vi nationalsocialister ofte ærligt talt er trætte af at skulle argumentere for retten til hvid eksistens. På nuværende tidspunkt burde størstedelen vel forstå, at Danmark er danskernes land. At multikultur og kulturmarxistisk degeneration fortrænger, skader og ydmyger det stolte folk, som er dette lands oprindelige befolkning, og som har boet her siden indlandsisens tilbagetrækning. I denne artikel vil jeg dog forsøge at gøre netop det. Besøgende på denne hjemmeside fortjener at høre, at retten til vores eget land, vores selvb

Aktivisme Børn og familie Multikultur/masseindvandring Racespørgsmålet

Vi mødtes alle sammen og gik samlet mod toget, som skulle tage os til mødestedet, hvor vi senere skulle mødes med flere kammerater. Følelsen, jeg havde, var en usædvanlig ro – en stilhed. Jeg ved ikke, om det skyldtes det smukke majvejr, eller om det var, fordi jeg havde fundet fred i, at jeg endelig skulle gøre noget, som enhver ung mand kun drømmer om. At stå op for sit folk med offerviljen i front og vinden i ryggen. Det var første gang, jeg befandt mig på Plattan i Stockholm. Det føltes ret mægtigt at sætte fod på et sted, hvor så meget historie har udspillet sig. Og det, som toppede den følelse, var faktisk at være med til at fortsætte med at skrive på den historie. At stå dér og se de gamle bygninger, som stod så prægtige og høje, på trods af dekadencen hos de mennesker, der bevæger sig gennem gaderne, på trods af elendigheden, som præger landet, og på trods af skrigene og råbene fra dem, der vil ødelægge alt, hvad der er smukt. Plattan var ret mægtig. Vi kom som en

I podcasten, Radio Nordfront afsnit 207, kom værterne blandt andet ind på den massive internetcensur og om alternativer til Youtube / Twitter / Facebook / Google, skulle være i stand til at overgå de globalistiske censurfabrikker. Desværre sluttede forløbet med en sort pille, hvor værterne var enige om, at magteliten på sigt også vil kontrollere de kommende alternativer og indarbejde dem i systemet. Dem, der vokser op nu, vil med glæde se Netflix, da de ikke har referencer fra en tid, hvor internettet var gratis, og man kunne finde alternativ information. For at balancere det lidt, nævnte Martin, at vi vil køre vores egne platforme samtidig med, at vi bruger de etablerede så længe som muligt, mens Max tilføjede, at vi i sidste ende ikke er afhængige af at konkurrere på lige vilkår for at vinde i sidste ende . Begge har helt ret, men desværre sluttede diskussionen med problemet mere detaljeret formuleret end løsningen. Dette er en vigtig diskussion, som gerne må vende tilbage på R