Tyskland, et land, som har båret så meget af vores races historie, og stedet hvor nationalsocialismen kom til sejr. At rejse til landet føltes som at besøge et sted fra barndommen, som man kun husker fra de billeder, man har set.
Men den varme nostalgi forsvandt dog hurtigt, da vi kørte ind på en tankstation for at tanke og købe lidt proviant. Døren til butikken var låst, men ikke fordi der var lukket, men af frygt for, at de skulle blive røvet. For den barske sandhed, der ramte hjertet netop da, var som en vind, der vendte og blæste alt godt og varmt væk og bragte en kold apati med sig. En apati, hvis substans bestod af det tab, Tyskland blev udsat for efter slaget i 1945.
Jeg siger slaget og ikke krigen, fordi krigen for den hvide races overlevelse endnu er i fuld gang. Den hellige ild i vores folks sjæl vil aldrig blive slukket, så længe vi stadig findes.
Selvom det var sent på aftenen, og søvnmanglen gjorde os groggy, mens turen fortsatte, blev der ført nogle af de mest interessante diskussioner. Noget af det mest givende ved at være sammen med kammerater er, at man føler, at man ikke behøver at være på vagt, men frit kan tale om, hvad man synes og tænker. Det er jo derfor, vi er her; i en bil, kørende på motorvejen i Tyskland – midt om natten. Da solen var begyndt at stå op, nåede vi frem til vores første destination, hvor vi skulle overnatte hos en kammerat for at friske os op og udforske den lille by.
Duften af nylavet schnitzel fangede vores opmærksomhed. Det var et godt antal timer siden, vi havde spist morgenmad, og solen så ud til at have travlt med at sætte sig på toppen af bjergene, så vi begyndte alle at følge den dejlige duft, indtil vi kom til en restaurant med noget af den smukkeste indretning, jeg længe havde set. Vi tog et menukort og bestilte mad og en kold øl.
Da vi var mætte og tilfredse, fortsatte vi mod stedet, hvor vi skulle tilbringe natten. Vi befandt os på siden af et bjerg, hvorfra vi kunne se solen gå ned over horisonten. Vi tændte et par lanterner og satte os omkring dem. Blandt fuglekvidder, en stille himmel og syngende fårekyllinger fortalte vi historier om tidligere eventyr, personlige udfordringer, afgørende øjeblikke samt om, hvordan Sverige og Tyskland ser ud i dag. Da vi uundgåeligt spurgte hinanden, hvad der måtte gøres, sænkede stilheden sig over trætoppene, buskene og græsset. Som om verden ventede på tilladelse til at fortsætte. Mens røgen fra piben udførte sin ensomme dans i lanternernes kærtegnende skær, smilede en kammerat, kiggede mod stjernehimlen og fremsagde et citat af Karl X Gustav: »Man må sætte alt på spil.«
Da vi vågnede næste morgen efter at have sovet under åben stjernehimmel, pakkede vi vores tasker sammen, spiste lidt morgenmad og satte os ind for at køre mod den næste landsby. Der mødte vi kammerater fra Der Dritte Weg, som var samlet hjemme hos et medlem. Her grillede vi og talte med hinanden. Sprogbarrieren var straks tydelig, men med gode fagter og sprogkyndige kammerater kommer man alligevel ganske langt. Da grillaftenen var forbi, og alle var mætte og glade, blev vi kørt hen til det sted, hvor vi skulle sove. Efter en god nats søvn og en god morgenmad var det tid til at begive os til stedet, hvor arrangementet skulle finde sted.
Så snart vi satte foden i landsbyen, stod der allerede ti politivogne klar uden for lokalet, hvor bokseturneringen og resten af arrangementet skulle afholdes. Jeg spurgte, hvorfor det forholdt sig sådan, og kammeraterne fortalte, at det skyldes, at ethvert arrangement skal anmeldes til politiet, da det ellers er et brud på loven. Vi gik forbi politibilerne og ind til stedet, hvor arrangementet skulle finde sted. Vi blev straks mødt af medlemmerne derinde, og jeg må sige, at der er få ting, der er bedre end tysk gæstfrihed. Selvom jeg ikke forstår tysk særlig godt, kunne man mærke, at hjertet sad på rette sted hos dem, man talte med. Boksekampene var intense og kom som en påmindelse om, at vi nationalsocialister ikke er bange for at vise, hvor skabet skal stå.
Efter boksningen blev der holdt taler af både Mattias Fischer og Fredrik Vejdeland. Der herskede en opløftet stemning blandt publikum, da disse ledere viste, at de kan sætte de rette ord på de følelser, der findes blandt folket.
Efter talerne fik vi en rundvisning i lokalerne. Det virkelig interessante var, at de ikke havde lejet stedet, men ejede det. Det var ganske enkelt deres eget, og uden at være blevet vandaliseret eller brændt ned. At høre dette var et bevis på deres styrke som organisation.
De havde rum, hvor medlemmerne kunne hænge ud, spille billard, holde foredrag og overnatte. Da vi gik op ad trappen mod loftet, kiggede jeg ud ad vinduet, hvor jeg så et af de mest sørgelige syn, jeg længe havde set. Der stod de, Antifa, og afholdt en demonstration cirka 100 meter fra lokalet. Jeg betragtede, hvem der befandt sig blandt demonstranterne, og til min manglende overraskelse var det stort set bare en masse boomere, bøsser og forvirrede småpiger.
Da rundvisningen var slut, gik vi tilbage ned ad trappen og ud i gården igen. Her blev der spillet musik, og folk spiste, talte, dansede, kiggede på udvalget og alt derimellem. Til sidst var vi klar til at sige farvel til vores tyske kammerater og rejse hjemad igen.
Afslutningsvis kan jeg sige, at det var en virkelig dejlig følelse at have fået knyttet stærkere bånd til vores tyske brødre og søstre. Jeg kan med god samvittighed sige, at vores organisationer har en lys fremtid, som blot venter på at gry!
