Oprindeligt udgivet 2015-12-17.

Den Nordiske Modstandsbevægelse er den eneste radikale organisation i Nordeuropa, der tilbyder et realistisk alternativ til det nuværende system baseret på multikulturel finanskapitalisme. Fundamentet for vores politiske model er nordisk enhed.

Militært og økonomisk samarbejde – såvel som kulturel udveksling – har eksisteret mellem de nordiske lande lige så længe Norden har været beboet, selvom der har været afbrydelser og konflikter. Den fælles genetiske, historiske og kulturelle arv betyder, at et stærkere samarbejde mellem de nordiske lande ikke vil føre til rivalisering mellem konkurrerende etniske interesser. Ofte varierer den genetiske sammensætning af mennesker mere inden for et givet nordisk land end mellem de faktiske stater.

Men selv om det genetiske og kulturelle fundament for en samlet nationalsocialistisk nordisk stat er solidt, kræver et stærkt samarbejde fælles lovgivning og forenede økonomiske interesser.

Der er allerede et stort militært samarbejde mellem Sverige og for eksempel Finland. Ifølge meningsmålinger ser mange almindelige mennesker dette samarbejde som et sundt alternativ til NATO og stormagtspolitik. De nuværende regimer i de nordiske lande tøver dog med at styrke det nordiske militære samarbejde. En årsag til dette er naturligvis diplomatisk pres fra Vesten og NATO.

En anden grund er, at de nordiske landes interesser på nuværende tidspunkt ofte strider mod hinanden. Den økonomiske struktur og den nationale velstand varierer mellem staterne. Selvom alle nordiske lande stræber efter en meget ensartet udenrigspolitik, er nogle mere liberale og vestligt orienterede end andre. Der er også forskelle i indenrigspolitikken, når det gælder blandt andet velfærd og indvandring.

Da de nordiske landes interesser og politikker i øjeblikket er i modstrid med hinanden, er der ikke tilstrækkelig gensidig tillid til at opbygge et nordisk militært alternativ til NATO og EU.

Allerede under den kolde krig forestillede radikale nationalister, herunder Finlands Paavo Susitaival, sig et nordisk alternativ til stormagtspolitik: militært forenet og en neutral bufferzone mellem øst og vest. For eksempel ville Rusland ikke behøve at frygte et vestligt angreb fra de nordiske lande, da NATO-soldater ikke ville være velkomne der. Til gengæld ville Vesten frygte russiske repressalier, hvis det forsøgte at angribe den nordiske stat og udfordre vores neutrale position.

Frem for alt ville den nationalsocialistiske stat skabe en stærk hær baseret på værnepligt og avanceret teknologisk forskning. Hvis en stormagt forsøgte at angribe den nordiske stat, ville den være i stand til at forsvare sig med sine enorme økonomiske, naturlige og menneskelige ressourcer.

Nordisk enhed betyder at bryde alle bånd med de internationale organisationer, der er blevet oprettet i løbet af det sidste århundrede med det formål at manipulere med uafhængige stater: FN, Verdensbanken, IMF, BIS, EU, WTO og så videre.

I de seneste årtier har USA (anført af Federal Reserve og den zionistiske lobby) stået i spidsen for et verdensomspændende projekt baseret på private centralbanker. Det seneste – og et af de mest forfærdelige – eksempler på dette er det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab (TTIP), som ville give multinationale selskaber mulighed for at privatisere nordiske naturressourcer og for eksempel basale sociale ydelser. Handelsaftalen kan gøre stater til private virksomheder.

Europæiske lande har mistet deres ret til at udstede deres egne penge og dermed kontrollere deres økonomier. Da al politik afhænger af pengemængden, har vores tab af økonomisk uafhængighed betydet tab af politisk selvbestemmelse.

I det nuværende system skaber private banker nye penge ud af den blå luft ved at låne virtuel kredit til deres kunder. Dette har haft alvorlige konsekvenser for både den private og den offentlige sfære. Private kreditbobler har forårsaget globale finanskriser, der har ødelagt hele industrier i Vesten. Endnu værre er statsgæld – det faktum, at stater er i gæld til private banker. Når private banker bestemmer vilkårene for deres lån, bestemmer de i realiteten, hvilken type politik staterne skal føre. Det klareste eksempel på dette er Grækenland – et land, der er styret af IMF, ECB og EU.

Derfor er vores vigtigste opgave at bryde med det internationale finansielle system og nationalisere banker. Den nordiske stat ville have sin egen nationale centralbank, der ville udstede rentefrie penge til at finansiere offentlige investeringer og sikre, at pengemængden matcher den økonomiske vækst. De vigtigste investeringer i en indledende fase ville være at opbygge en pannordisk infrastruktur for en selvforsynende og miljømæssigt bæredygtig økonomi og et stærkt militær.

Behovet for et stærkt militær er knyttet til opgaven med at nationalisere banksystemet. Tyskland og Japan var ofre i Anden Verdenskrig på grund af deres kætterske økonomiske politik. Senere eksempler på dette er mordene på Muammar Gaddafi og Saddam Hussein – begge “skyldige” i at udfordre den globalistiske økonomiske elites private interesser. Det hvide Sydafrika blev delvist ødelagt på grund af internationalt økonomisk pres. Hvis Sydafrika havde valgt selvforsyning og nationaliseret sit banksystem, ville den hvide regering have været meget stærkere i lyset af det globale antiracistiske pres.

Alle disse eksempler viser, at man ikke kan adskille uafhængige racemæssige, økonomiske og militære politikker. Revolutionen skal være fuldendt, hvis vi ønsker at opbygge en bæredygtig stat. Vi kan ikke føre en hvid, racebevidst immigrationspolitik, hvis vi har en neoliberal økonomi, der er afhængig af international finansiering og import.

Selvforsyning kræver, at Norden står samlet. Jo flere naturressourcer og menneskelige ressourcer vi har til rådighed, desto stærkere vil vores valuta være internationalt. Det betyder også, at den nordiske stat vil have fuld kontrol over de indenlandske økonomiske tendenser: “boom-bust-cyklusserne” i nutidens kapitalisme vil forsvinde.

Den internationale handel vil naturligvis mindskes dramatisk, efterhånden som vi stræber efter selvforsyning. Vores økonomi vil være protektionistisk, og regeringen vil beskatte importvarer hårdt. Vi vil genopbygge de vigtige industrier, der er blevet solgt til udlandet på grund af neoliberal politik. Men det, vi ikke kan producere her, vil vi købe fra udlandet. Efterhånden som den globale økonomiske betydning af “liberale vestlige demokratier” falder for hvert år, der går, vil der være masser af voksende økonomier, der ikke har nogen “moralske” hindringer for at handle med en nationalsocialistisk stat.

Grundlaget for selvforsyning vil være nordisk landbrug. Staten vil producere mere mad, end den behøver for at kunne drive byttehandel. Sammen med en stærk primærproduktion vil den nordiske stat investere massivt i forskning, fordi vi – som nationalsocialister – ser fremskridt og udvikling som menneskets største mission.

Videnskabelig forskning i topklasse vil også tjene vores selvforsyningspolitik, som omfatter produktion af kvalitetsvarer med lang levetid og vedvarende energi fra oprindelige naturressourcer (såsom biomasse). Den nordiske stat vil være progressiv, stærk og retfærdig. Økonomiens rolle vil ikke længere være at tilfredsstille de finansielle aktørers behov, men at skabe et miljø, hvor vores race kan overleve og trives.