For mange år siden troede jeg, at jeg var feminist, og at feminisme var den rette vej til lykke. For det kan vel lyde som sød musik i ørerne med ligestilling mellem kønnene og ligeløn? Langt de fleste mennesker i dagens samfund ser det som en selvfølge og tænker aldrig over, hvad deres handlinger rent faktisk resulterer i. Konsekvenserne er mange.

Men hvad betyder det egentlig i praksis? Kan vi have det godt med feminisme som fundament for vores relationer, på arbejdet eller i livet generelt?

Jeg kunne ikke gøre det. Ligesom mange kvinder ligesom mig var jeg udbrændt, og jeg forstår nu, at det netop var feminismen, der drev mig dertil. For hvad sker der, når vi skal fokusere på vores karriere, udføre hverdagens hårde arbejde og samtidig forsøge at anerkende den naturlige trang, der lever så stærkt i os gennem instinkt? Hvad sker der, når vi forventes at være både mænd og kvinder? Kvinder kan! Men kan vi? Kan vi forventes at klare disse umenneskeligt høje krav, som feminismen stiller til os? Svaret er nej. Det kan vi ikke.

I en stadig yngre alder ser vi kvinder presse sig selv til udmattelsespunktet for at følge samfundets strategisk konstruerede normer. 

Man hører sommetider fra kritikere, at feminisme er drevet af had til mænd, men jeg vil gerne sige, at det også er lig med kvindehad, og det af den mest lumske slags. Dybest set kvinder mod femininitet. Kvinder mod naturen. Et had så stærkt, at det vil ødelægge de fantastiske medfødte kvaliteter, som vi har fået af naturen.

Denne giftige ideologi skaber splittelser, ikke kun mellem mænd og kvinder, men også mellem kvinder. Hvor alt, hvad der adskiller en kvinde, pludselig bliver forkasteligt og grimt, hvor man ikke længere må følge sit indre jeg, og hvor man er tvunget til at leve op til feminismens, jeg siger det igen, umenneskelige krav. Lad os som eksempel tage et hurtigt kig på den generation, der formåede at bryde fri. Forkæmperne for den nye feminisme. Kvinder, der var unge voksne i den sidste anden halvdel af det 20. århundrede. Generationen med skilsmisse, førtidspension, lykkepiller og fibromyalgi. Blev disse kvinder lykkeligere end kvinder fra tidligere generationer? Blev feministisk frigørelse, hvad de forestillede sig?

Nej. Jeg vil kalde feminisme for ren mishandling. 

Det kan fungere ret godt i dine yngre år, men i takt med at det biologiske ur tikker, bliver det også en stadig tungere byrde at bære. 

I dag er det for mange umuligt at være hjemme med deres børn i mere end et år, simpelthen fordi deres økonomi ikke kan bære det. I et feministisk samfund skal kvinder arbejde i samme omfang som mænd for at forsørge deres familier. Lige løn for lige arbejde.

Derudover forventes det, at mødre og fædre deler forældreorloven ligeligt. Heldigvis er dette stadig til en vis grad frivilligt. Vi arbejder gravide, tunge og trætte. Vi er på den største rejse i vores liv, hvor livet vokser inde i vores kroppe. Vi får maksimalt et år til at lande, hele, amme, knytte bånd til og lære vores børn at kende, med alt hvad det indebærer. Et år med søvnløse nætter under den største, mest svimlende og vidunderlige overgang, vi vil opleve i vores liv.

Så vil børnene blive revet fra vores bryster og over i systemets varetægt. Til hvilken gavn? Til hvis gavn? Kvinders. Hvis vi skal være feminister. Vores egne interesser sættes over familie og børn. Ivrigt opmuntret af både samfundet og staten, hopper feministiske mødre af forventning, når de endelig kan forlade deres børn og fokusere på at realisere sig selv igen. For der er bestemt, tragisk nok, mødre, der vælger at vende tilbage til arbejdet så hurtigt som muligt og endda længe før det juridiske år. Mødre, der har lært, at frihed ikke er at være mødre. 

Siden umindelige tider har kvinder søgt efter en stærk mand. En mand, der er i stand til at beskytte og forsørge familien. Når den hvide mand, gennem feminismen, har opgivet sin position og er blevet feminiseret i takt med kvinders maskulinisering, bliver hans formål i interaktionen lig med nul, overflødigt. Den svage, underkuede, forvoksede dreng, der i dag karakteriserer mange hvide “mænd”, kan umuligt opfylde sit formål som hverken ægtemand eller far. 

Trods den unaturlige kønsforvirring forbliver instinktet dybt i os. Jeg vil gerne sige, at vi her også finder en væsentlig indflydelsesfaktor for, hvorfor mange i dag vælger at danne familier med racefremmede. Fordi inden for andre racer har feminismen ikke slået rod. Inden for andre racer er mænd stadig mænd. Den stærkeste drivkraft er reproduktion og afkommets overlevelse. Men når kvinden i sin vrangforestilling vælger den vej, ophører også hendes blodslinje.

Det undertrykkende syn på kvinder, hvor kvinder bør tie stille og adlyde deres mænd, lænket til komfuret, er åbenlyst ikke at foretrække, og det er ikke det synspunkt, jeg ønsker at fremføre. Det, jeg taler om, er i stedet at slette den skam, som kvindelighed er blevet besat med i dag, for i stedet at ære og bekræfte naturen. Den sande befrielse, lykke og mening med livet findes kun, når man lever i overensstemmelse med dette.

I sidste ende handler det om at videreføre racen. Så lad os gøre det så godt vi kan. Moderen er den vigtigste person i et barns liv, og den korte tid børn er børn, er den tid, hvor fundamentet lægges for de voksne, de vil blive.

Det er vores pligt at give vores børn tryghed og at bygge et solidt fundament, som de kan stå på. Du må måske ofre din karriere og dine fritidsaktiviteter, men når du ser tilbage på dit liv i dit livs efterår, er det den familie, du har skabt, du vil føle dig mest stolt af. Hvilken stilling du havde på arbejdet, eller hvilke oplevelser du havde i livet, vil ikke betyde noget. 

Lad os genvinde værdien af ​​kvinder og femininitet. Lad os være mænd og kvinder igen!

Ikke gennem lighed, men tværtimod ved at bekræfte vores biologiske forskelligheder. Først da kan vi fuldt ud supplere hinanden.

Lad os alle opfylde vores formål og leve i harmoni med vores natur. Mand og kvinde, side om side som én.