På Nordfront.se bringes der med jævne mellemrum antikvariske artikler, som giver et indblik i, hvordan samfundsdebatten lød under og omkring Anden Verdenskrig. De er generelt læseværdige og til tider meget indsigtsfulde.

En af de tilbagevendende skribenter er Annie Åkerhielm, en konservativ forfatter, som senere blev nationalsocialist. Umiddelbart efter krigens afslutning havde hun et klarere blik for, hvad Tysklands nederlag ville komme til at betyde for Europa, end mange af nutidens stemmer stadig har – mere end 80 år senere – selv om de kalder sig nationalister eller antiglobalister.

Hun indså, at Europas “åndelige og geografiske centrum” var kollapset, og at Tyskland selv nu stod over for en lang og udstrakt dødskamp. Dette ville i sidste ende betyde Europas død, hvis tid dermed var forbi: Europa forsvandt med Anden Verdenskrigs afslutning som selvstændigt subjekt på verdenspolitikkens scene, og en tredje verdenskrig ville derfor blive et opgør “mellem verdens nu eneste to virkelige stormagter, hvoraf ingen er europæisk”, ifølge Åkerhielm. Det var formentlig det, der senere blev til den kolde krig, hun så for sig, men sådan som udviklingen ser ud i dag, er det ikke udelukket, at hun også vil få ret i en “varm” betydning.

Anden Verdenskrigs afslutning betød også, at de fædrelandskrige, man tidligere kendte, var forbi. Endnu en gang havde hun ret i sin vurdering af, at fremtidens krige ville blive ført for “demokratiet” og internationalistiske idealer. Hun forudså også, at alle partier ville blive bundet til disse idealer. Venstrefløjen var det allerede dengang, og højrefløjen havde påbegyndt sin bevægelse væk fra visse nationale idealer og over mod en tilpasning til liberalismens slagord. Højrefløjen manglede modet til at anerkende det, den mente var sandt i nationalsocialismen.

Sverige holdt sig uden for krigen, men svenskerne ville ifølge Åkerhielm ikke undgå at dele tyskernes skæbne. Svenskerne – ligesom de øvrige europæiske folk – stod nu over for moralsk opløsning, en “forvitrende kultur” og stigende ungdomskriminalitet. Og selv om hun også fik ret i dette, havde hun næppe kunnet forestille sig, hvordan Sverige ville komme til at se ud i dag.

Det var altså hele Europa – ikke kun Tyskland – der tabte Anden Verdenskrig. Efter krigen forsvandt europæernes mulighed for at føre “rigtige” krige, det vil sige krige, som har til formål at forsvare vores folk og vores kultur. Det var, hvad serberne erfarede under Balkankrigene i 1990’erne, og ukrainere kan i dag ikke føre krig udelukkende for deres egen sag, men er klemt mellem på den ene side EU, NATO (USA) og globale økonomiske interesser og på den anden side Rusland.

Det er en frygtelig situation for europæerne, at deres krigsofre ikke længere kan gavne deres egen sag; at selve det formål, krig traditionelt har haft, er blevet dem frataget. Nu bruges de blot kynisk som forbrugsvare i krige, der føres for interesser, som aldrig er deres egne. Dermed er alle krige på forhånd et nederlag for europæerne, fordi der ikke findes nogen måde, hvorpå vi kan vinde – og derfor kan krig kun være noget negativt for os. Indtil befolkningsudskiftningen i Europa er vendt, er der ingen grund til at forestille sig, at forholdet er anderledes.

De krige, der kaldes verdenskrigene, var i virkeligheden vestlige borgerkrige, hvor soldater, som troede, de kæmpede for deres lande, i virkeligheden kæmpede for de forskellige veje, Vesten kunne vælge på det tidspunkt. Det gælder især Anden Verdenskrig. Flere veteraner fra den sejrende side har senere, efter at have oplevet ødelæggelsen af deres egne lande, stået frem og sagt: “Det var ikke det, vi kæmpede og døde for.”

Hvem ved, om Europa får en ny chance. Historiens udfald er aldrig givet på forhånd. Vi lever i en urolig tid med voksende konflikter på verdensscenen. Hvis muligheden opstår, gælder det om ikke at begå de samme fejl som dem, der ikke var opmærksomme på, hvad de kæmpede for under Anden Verdenskrig, og som senere kom til at fortryde det bittert.

Derfor gælder det om at være opmærksom på Europas politiske kræfter og gennemskue, hvad der udgør reel opposition, og hvad der ikke gør. Det er svært at benægte, at Europa tabte krigen, for et sejrende lands tilstand ser ganske enkelt ikke ud, som Europas lande gør i dag – derimod minder de i høj grad om lande, som har tabt og efterfølgende skal ydmyges. Måske er den største ydmygelse af alle, at man skal lade, som om den gode side vandt.

Derfor må politiske kræfter, der ser sig selv som reelt oppositionelle, også sige dette højt; det må være et grundprincip. At udtale det er ét af flere kriterier, som adskiller kommende systempartier – med højst en udvandet og dermed meningsløs nationalisme på programmet – fra det, der udgør en tredje position, altså en reelt anderledes politisk position, vores helt egen. En sådan tredje position kan se forskellig ud rundt omkring i Europa og i verden i øvrigt. Også de europavenlige kræfter i USA må finde deres egen vej i denne sammenhæng.

At sige, at Europa tabte Anden Verdenskrig, burde i dag ikke være særligt svært. Kontinentet er næsten ikke til at kende længere, og navnet har stort set mistet enhver forbindelse til sin historiske betydning. Men hvis dette kan erkendes, hvilke hindringer er der så tilbage for også at anerkende rigtigheden af de ideologier, der blev besejret materielt? Udfaldet af en krig afgør naturligvis ikke, hvad der er rigtigt eller forkert, sandt eller falsk.

Der er nu gået godt firs år siden krigens afslutning. Hvis vi nogensinde skal rejse os af ruinerne fra denne krig – ruinerne af det, der engang var Europa – må vi først rejse os fra de løgne, som sejrherrerne etablerede, og som stadig holder Europas politiske establishment og store dele af befolkningerne i et jerngreb. Nordens tredje position hedder nationalsocialisme, og dens fremmeste fortaler er Den Nordiske Modstandsbevægelse.