– ”Er det eneste, du har at være stolt over, at du er hvid?”

– ”Ja.”

– ”Føles det ikke forfærdeligt?”

– ”Nej.”

Denne enkle, men meget sigende samtale fandt sted mellem en af de aktivister, der deltog i den seneste 1. maj-demonstration, og to moddemonstranter. Nogle vil måske mene, at aktivisten burde have uddybet sine synspunkter eller på en eller anden måde forsøgt at vise større forståelse for modstandernes argumenter. Men sandheden er, at vi nationalsocialister ofte ærligt talt er trætte af at skulle argumentere for retten til hvid eksistens.

På nuværende tidspunkt burde størstedelen vel forstå, at Danmark er danskernes land. At multikultur og kulturmarxistisk degeneration fortrænger, skader og ydmyger det stolte folk, som er dette lands oprindelige befolkning, og som har boet her siden indlandsisens tilbagetrækning.

I denne artikel vil jeg dog forsøge at gøre netop det. Besøgende på denne hjemmeside fortjener at høre, at retten til vores eget land, vores selvbestemmelse og vores fremtid ikke er til forhandling.

Problemstillingen er unaturlig og skabt af fjendens propaganda

At sætte spørgsmålstegn ved sin udvidede families fortsatte eksistens – altså folket og racen – er grundlæggende en unaturlig adfærd. Man kan i direkte linje føre disse holdninger tilbage til lobbyvirksomhed og propaganda, som strømmer fra medier, stater og finansielle institutioner, der direkte ejes eller i høj grad kontrolleres af zionister og fremmede folk.

Det siger sig selv, at idéer, som stammer fra ondsindede zionister, bør tages mindre alvorligt og mødes med større skepsis end idéer, som europæere selv har udformet. Studerer man historien om den zionistiske indflydelse, ser man, at antihvide idéer med direkte ophav blandt hvide mennesker har været ekstremt sjældne gennem historien. Ingen tidligere indoeuropæisk civilisation har handlet eller tænkt på den måde, som nutidens folkeforrædere inden for vores grænser gør.

Antihvidhed er derfor illegitim ud fra de mest grundlæggende tanker om folkevilje og folkestyre. Det kan sammenlignes med udenlandsk valgpåvirkning, i den forstand at fremmede folk har skadet vores races politiske bevidsthed.

Vi, som har fulgt nyhederne de seneste år, ved, hvad det liberale samfund mener om udenlandsk valgpåvirkning fra eksempelvis Rusland; det betragtes som en styggelse, der truer med at ødelægge hele det demokratiske samfund og dets institutioner. Ironisk nok er dette allerede sket, bare fra zionistisk og amerikansk side, hvor vores traditionelle nordiske institutioner og den hvide mands selvbestemmelse er blevet nedbrudt.

Antihvidhed næres af bekvemmelighed

Hvis vi skal være ærlige, kan vi nok konstatere, at den enorme bekvemmelighed, som lige nu præger dele af den vestlige verden, bidrager til naturstridige tanker såsom benægtelsen af ens egen etnicitet. Alle mennesker er dyr og styres af drifter, men når de mest akutte behov er opfyldt, tager menneskets unikke selvbevidsthed over – en bevidsthed, som ofte er til gavn, men som også kan korrumperes. Mennesker, der har sikret deres umiddelbare overlevelse og lever i luksus sammenlignet med deres forfædre, har lettere ved at stille sig overdrevent filosofiske og eksistentielle spørgsmål, især når de udsættes for den propaganda, jeg tidligere har nævnt.

I næsten alle tilfælde, hvor en hvid person ytrer disse mærkværdigheder, er de basale behov allerede dækket. Så er det let at sætte spørgsmålstegn ved europæeres eksistens generelt, særligt når det opmuntres af samfundet og ikke får nogen umiddelbare konsekvenser for individet. Disse mennesker har dog i mange tilfælde børn, familier og venner af samme oprindelse. De ønsker naturligvis ikke, at disse skal lide overlast; de bruger trods alt hele deres liv på lønarbejde med det formål at forsørge og støtte dem.

Det lyder måske absurd, men at sætte spørgsmålstegn ved den hvide races eksistens er i sidste ende det samme som at sætte spørgsmålstegn ved sine egne børns, sin families eller sine venners eksistens. Hvis den hvide race udskiftes, vil disse mennesker også blive udskiftet. Den antihvide person vil måske svare igen med, at etnicitet ikke har noget med sagen at gøre, selv hvis man ønsker at bevare sine nærmeste. Man mener, at ens nærmeste lige så godt kunne være afrikanere eller indere, samtidig med at raceblanding inden for familien opmuntres.

Hvis dette faktisk var sandt, mener jeg, at de pågældende personer allerede er bagefter tidsplanen, når det gælder deres egne familiers biologiske undergang. Alt for mange socialdemokratiske og borgerlige politikere værner om deres egne hvide familier i en sådan grad, at deres antihvide holdninger ikke fremstår det mindste legitime.

Deres egne argumenter

Man kan også bruge antiracisters egne argumenter imod dem. Hvor mange gange har man ikke set liberale forsøge at beskytte samers, inuitter og aboriginere interesser?

Liberale forsvarer ofte forskellige minoritetsfolk med argumentet om, at deres uddøen også ville betyde afslutningen på den kulturelle mangfoldighed, tabet af unik viden om miljøet – som kun kan opbygges gennem generationers liv i samspil med naturen – samt tabet af unikke sprog med interessante grammatiske bøjninger og udtryk. På samme måde som de understreger menneskerettigheder for disse grupper, kan man påpege, at det samme burde gælde for de europæiske folk.

På grund af en jødisk tankegang anses de hvide folk dog ikke for at være oprindelige folk nogen steder på jorden. Da de heller ikke betragtes som minoritetsfolk – eftersom de endnu ikke er i mindretal i deres egne lande, selv om de er godt på vej – mener man ikke, at de er omfattet af de beskyttelser, som alle andre ”smukke og unikke folk” rundt omkring i verden tilsyneladende fortjener. At hvide mennesker faktisk er en minoritet på globalt plan, er ikke noget, man nævner eller bekymrer sig om.