Vi mødtes alle sammen og gik samlet mod toget, som skulle tage os til mødestedet, hvor vi senere skulle mødes med flere kammerater. Følelsen, jeg havde, var en usædvanlig ro – en stilhed.
Jeg ved ikke, om det skyldtes det smukke majvejr, eller om det var, fordi jeg havde fundet fred i, at jeg endelig skulle gøre noget, som enhver ung mand kun drømmer om. At stå op for sit folk med offerviljen i front og vinden i ryggen.
Det var første gang, jeg befandt mig på Plattan i Stockholm. Det føltes ret mægtigt at sætte fod på et sted, hvor så meget historie har udspillet sig. Og det, som toppede den følelse, var faktisk at være med til at fortsætte med at skrive på den historie. At stå dér og se de gamle bygninger, som stod så prægtige og høje, på trods af dekadencen hos de mennesker, der bevæger sig gennem gaderne, på trods af elendigheden, som præger landet, og på trods af skrigene og råbene fra dem, der vil ødelægge alt, hvad der er smukt.
Plattan var ret mægtig. Vi kom som en tyv om natten – kommunisterne troede virkelig, at de skulle fejre 1. maj uden os. Ikke en chance. Vi stillede os på række ved rækværket med bannere strakt ud og fanerne hævet højt. Jeg må sige, at jeg aldrig har set et publikum med mere passion end denne klynge af vrede røde. Det føltes næsten som at være til en rockkoncert, og det her var vores loyale fans, som var mødt op for at vise deres engagement. Man kunne selvfølgelig ønske, at de havde vist en smule mere værdighed i visse situationer, men man kan ikke få alt.
Efter at vi havde placeret os godt, begyndte Fredrik Vejdeland sin tale, og udover kommunisterne var der en stor mængde mennesker, som ikke råbte noget, men blot stod og lyttede. Jeg så, at mange af dem begyndte at gå tættere på for at høre, hvad Vejdeland talte om.
Jeg kan forestille mig, at det ikke er så let for folk dér at vise alt for meget sympati, når de står midt blandt en ophidset flok bolsjevikker. Det var ikke overraskende at se palæstinensiske flag og regnbueflag blandt dem, men mere uventet var det ældre japanske flag fra Anden Verdenskrig og et israelsk flag. Man fik lidt et blandet indtryk af vores meningsmodstandere, og det hele mindede mest af alt om et cirkus.
Det er svært at forstå, hvordan folk kan overse de massedrab, som Israel er i gang med, og føle, at det bare kan lægges til side. For nu skal man minsandten forene sig med fjenden for at bekæmpe nazister, hvis holdninger og synspunkter man knap nok forstår. Ren galskab!
Da vi senere befandt os på Mynttorget, stillede vi os igen på række. Der stod vi med hovederne højt hævet og betragtede offentligheden, hvis nysgerrige blikke var rettet mod os. Det var desværre lidt svært at høre, da Pär Öberg og andre kammerater begyndte at have en dialog med nogle af moddemonstranterne, eftersom jeg stod længere ude i rækken. Men jeg så, hvordan nogle af dem formede hånden som en pistol og lavede fagter, hvor de sandsynligvis ikke ønskede os en god dag. Min første tanke var: Kan de ikke bare falde lidt ned, så vi kan få en kop kaffe og tage en dialog i stedet for at opføre sig som aber? Den slags tanker kaldes ønsketænkning, men det er også en tanke, jeg ikke er alene om blandt mine kammerater. Selvom jeg ikke kunne høre særlig meget, kunne jeg se kropssproget hos dem, der diskuterede med Öberg og de andre.
Der var en tydelig forskel i fremtoning. Det var næsten, som om kommunisterne forsøgte at distrahere fra debatten ved at lave overdrevne bevægelser og generelt skabe uro. Når Öberg og andre kammerater skulle forklare noget, var det næsten som en far, der forklarer sit barn, at det ikke er godt at spise sandet fra sandkassen. Den tålmodighed, de havde med den ophidsede flok, viser virkelig et godt eksempel på, hvordan en nationalsocialist skal være og opføre sig. De formidlede roligt viden om race, folk, historie og kultur, hvilket ikke ligefrem fylder meget hos størstedelen af befolkningen. Men det er ikke ønsketænkning, når jeg siger, at det snart vil ændre sig.
Da vi var færdige på Mynttorget, stillede vi os igen op på række for at marchere ned gennem de smalle gader i Gamla stan. Da vi gik forbi en udendørsservering, så jeg først en flaske komme flyvende, og før jeg nåede at blinke, lå der både politifolk og kammerater i en bunke. Det var åbenbart en eller anden venstreorienteret drukkenbolt, som havde haft frækheden til at kaste flasken mod en af vores kammerater. Når man opfører sig sådan, er der en god chance for, at man ikke kommer uskadt hjem.
Efter at han havde fået sin velfortjente irettesættelse, befandt jeg mig i en ret tæt menneskemængde. Jeg hørte en raslen og kiggede ned – dér lå ølflasken, som han havde kastet. Jeg bøjede mig ned og samlede den op, hvorefter jeg pænt lagde den på et af bordene. Vi er jo her for at genoprette orden i landet, så man kan lige så godt begynde med ølflasken, tænkte jeg.
Da jeg vågnede næste morgen, kunne jeg mærke, at stemmen havde taget skade, og det var jeg ikke alene om. Det slider på stemmen at opildne sine kammerater ude på gaden, hvor det virkelig gælder om at have ild i hjertet og is i maven. En stor del af kammeraterne sov i den samme sovesal, og jeg lagde mærke til, hvordan jeg og en håndfuld andre vågnede meget tidligere end planlagt.
Det var så tydeligt, at det ikke kun var mig, der havde taget sejrsfølelsen med ind i den næste dag. Selvom vi var udmattede og svedige efter at have demonstreret i mange timer og næsten ikke sovet bagefter, var vi stadig så opløftede af gårsdagens aktivitet, at det føltes, som om vores ånd kunne bære os i mål, uanset hvor slidte vores kroppe var.
Nu hvor jeg selv har taget del i demonstrationen, må jeg sige, at det føles virkelig godt. Det har virkelig været en oplevelse!
Inden jeg besluttede mig for at blive medlem, så jeg Den Nordiske Modstandsbevægelses videoer og læste artiklerne om den slags demonstrationer. Jeg husker, hvordan jeg sad dér og tænkte over, hvordan det mon ville føles at stå dér på torvet med fanen i hånden. Nu ved jeg det; det føles virkelig godt!
Som om man endelig har gjort noget andet end at slave for systemet dag ud og dag ind. Da vi gik dér i rækken, var der forresten en meningsmodstander, som råbte: “Er det virkelig det her, I vil spilde jeres liv på?” Og jeg kunne ikke lade være med bare at smile under buffen. For dér gik jeg – for racen, for folket, for fremtiden. Sammen med kammerater, som var mindst lige så motiverede som jeg selv. Og jeg tænkte: “Det er absolut det her, jeg vil bruge mit liv på!”.
