Modstandsbevægelsens ledere skriver her om, hvorvidt det er rigtigt at have nationalsocialismens antagonister som rollemodeller for nationalsocialistisk kamp eller ej.

Selvom jeg finder begge disse artikler meget læseværdige og generelt er enig i indholdet, er der også et fællestræk i dem begge, som jeg, afhængigt af om Russleman bevidst har udeladt dette, kan være uenig i og derfor mene fortjener sin egen artikel. Det er synet på jøderne som et forbillede for vores kamp, ​​der for eksempel manifesterer sig i disse to citater fra begge artikler:

Som hvide har vi én ting at lære af jøderne, og det er folkelig organisering. Ved at sikre, at et klart flertal af deres befolkning har været politisk aktiv, har denne lille gruppe været i stand til at tage kontrol over Vesten, men den eneste grund til, at de har haft succes, er, at de er de eneste, der spiller på dette niveau. Hvis hvide begyndte at spille det samme spil (som nationalsocialisterne gjorde i Tyskland i 1933), ville den zionistiske verdensorden kollapse på bare få år, og det er noget, de selv er meget bevidste om.

Jøder udgør mindre end 1% af menneskeheden og dominerer i dag det meste af verden, på trods af at der næsten ikke findes eksempler på eksplicit jødiske politiske partier uden for Israel. Dette er ikke kun tilfældet fordi jøder er verdens mest hyperpolitiske etnicitet (med et overvældende flertal af befolkningen involveret i en eller anden form for politisk aktivitet), men også på grund af hvor omhyggeligt denne aktivitet koordineres, gennem rabbinere blandt religiøse jøder og gennem nonprofitorganisationer (NGO’er) blandt sekulære jøder.

Før jeg går videre i denne artikel, vil jeg gerne præcisere, at der selvfølgelig findes jøder, som ikke på nogen måde er en del af nogen hyperpolitisk organisation, ligesom der findes ikke-jøder, som er en del af den. De, der styrer samfundet i dag og er svorne fjender af nationalsocialismen, består af både jøder og ikke-jøder, men ikke alle jøder eller alle ikke-jøder. Samtidig er det i nogle tilfælde ekstremt vigtigt at tale om jøder, fordi de, som nævnt i citatet ovenfor, har enorm magt i samfundet i betragtning af, hvor få de er. Jøder har en særlig plads både historisk og i nutiden, når det kommer til at stå op for og forsvare idealer, der er diametralt modsatte af nationalsocialismen.

Af forskellige årsager vælger jeg ikke desto mindre at omtale jøderne som en homogen gruppe, men i stedet om vores heterogene antagonist generelt.

Er vores antagonister rollemodeller?

Der er bestemt ting, vi kan se og lære af om, hvordan vores antagonister har arbejdet gennem historien. Hvordan de har organiseret sig, hvordan de har brugt propaganda såvel som sort propaganda, hvordan de har arbejdet kulturelt såvel som akademisk, og hvordan de altid har sørget for at arbejde på flere fronter på samme tid i stedet for at fokusere hårdt på én enkelt vej. Hvordan de har arbejdet med medierne, bankvæsenet, uddannelses-, fødevare- og underholdningsindustrien og så videre.

De har arbejdet bredt, målrettet og organiseret, og de har haft succes og har stadig succes. År efter år skrider kulturmarxismen frem, masseindvandringen fortsætter, og alle naturværdier, vi kender, løsnes. Familier opløses, køn sættes spørgsmålstegn ved, store finanser får mere magt, menneskelige racer og kulturer blandes til ukendelighed.

Samtidig er det også utrolig vigtigt at forstå og huske, at vi adskiller os fra vores fjender på flere niveauer. Ligesom etniske jøder adskiller sig fra etniske nordboere, adskiller essensen af ​​kulturmarxismen sig også fra den nationalsocialistiske ånd.

Vores antagonister har arbejdet hårdt efter mottoet om, at al moral og al ære er underordnet det endelige mål. At målet altid helliger midlet. De har derfor, som regel snarere end undtagelse, arbejdet med løgne og manipulation, med forskansning og bagtalelse. De er rykket frem over grave, fuldstændig uden menneskelighed eller for den sags skyld med nogen form for samvittighed over for naturen. De har klinisk opremset svagheder og derefter angrebet dem uden hensyntagen til andet end selv at bevæge sig fremad. Atombomberne i Hiroshima og Nagasaki er et eksempel på dette, derivatspekulation mod hele landes økonomier er et andet.

Hvis vi skulle kopiere vores fjender her. Hvis vi skulle tilpasse os dem og handle som dem, ville vi så have været i stand til at fremme nationalsocialismen, ligesom de har fremmet deres verdensorden? Jeg er overbevist om, at svaret på dette spørgsmål er nej. Ved at handle som dem, på en måde der er fremmed for os, ville vi også være blevet fremmede. Vi ville så ikke længere være nationalsocialister, men i stedet vores antagonister. Kulturmarxister. Globalister.

I nationalsocialismen er der en iboende ære, moral og herlighed. Hellige værdier, der ikke kan krænkes uden også at ødelægge verdensbilledet som sådan. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi aldrig, under nogen omstændigheder, kan lyve for vores fjender eller slå nogle æg i stykker for at lave vores omelet, men det betyder, at vi i det store og hele aldrig bør eller kan handle lige så vanærende, som nutidens herskere har gjort.

Intriger, mestermanipulatorer og kupmagere forvises fra vores rækker, og i stedet prises ære gennem loyalitet. Nationalsocialismen afspejler her de racemæssige karakteristika hos det nordiske folk, som også har taget form i vores kultur siden begyndelsen.

Hvordan kan vi så sejre?

Vi vil vinde netop ved at forblive tro mod disse højere nordiske værdier – ved at leve og praktisere nationalsocialismen i dens fulde skønhed. Selvfølgelig vil vi også se på, hvordan vores fjender har organiseret sig. Også vi skal, på samme måde som vi indser vigtigheden af ​​styrke, forstå den enorme betydning af mediernes, økonomiens og den kulturelle kamp. Også vi skal have succes med at organisere en betydelig del af vores folk for at opnå den samme succes, som de har haft. Men vi vil gøre det på vores folks måde – nationalsocialistisk. Med den overbevisning, at sandhed og godhed altid sejrer til sidst. Med den viden, at vores folk grundlæggende tiltrækkes af loyalitet, ære og styrke og ikke af smukke løfter og lejesoldatmagt.

Vi er ikke dem, og de er ikke os. Da deres værdier, der er indgroet i sjælen, slet ikke er så høje som vores, kan de aldrig være os, og hvis vi kopierer dem, vil vi ikke længere være os selv, men i stedet blive dem. Det er med denne viden i forgrunden, at vi skal studere og lære af magthavernes vej til magten i dag. Det er sådan, vi kan lære af vores antagonister for at vinde os selv. Aldrig som rollemodeller – men som eksempler.