Oprindeligt udgivet 2017-05-19.

Den Nordiske Modstandsbevægelse er fjendtlig over for demokrati og bør derfor forbydes af den svenske stat. Dette er et argument, der normalt fremføres i aviser og på sociale medier, efter at en politisk korrekt person er blevet fornærmet og oprørt over at se Modstandsbevægelsens aktivister uddele flyers i deres hjemby. Argumentet fremføres nogle gange af meget politisk primitive amatørskribenter, nogle gange af lederskribenter og andre professionelle skribenter.

“I ville ikke lade os gøre dette i jeres samfund, derfor burde I ikke gøre det i vores,” er en simpel argumentation at forstå uanset ens niveau af politisk uddannelse. At det ikke er særlig velgennemtænkt, er en anden sag. For eksempel kan vi sige, at vores kritikere her ikke hævder at være moralsk hævet over os, men snarere at det er “øje for øje, tand for tand”; vores fjender ønsker at undertrykke os, mens de beskylder os for at være potentielle undertrykkere. Det er hykleri og dobbeltmoral i sig selv. Så til at begynde med kan vi sige, at alle vores fjender, der ønsker at forbyde os, i det mindste ikke er moralsk hævet over os.

“Demokrati” findes ikke.
Jeg mener videre, at det ikke er muligt at være en “fjende af demokratiet”, fordi demokrati er et begreb, der kan betyde hvad som helst. Der findes intet generelt og ensartet demokrati, som man kan være for eller imod. Seriøse og nuancerede holdninger kan kun tages til klart specificerede fænomener.

Et par eksempler, der viser, hvordan demokrati kan betyde stort set hvad som helst:

* Både Nordkorea og USA kalder sig i dag demokratier.

* Demokratiets vugge siges at være det antikke Grækenland, hvor hverken kvinder eller udlændinge havde stemmeret. Det ville næppe være blevet set som demokratisk i for eksempel dagens Sverige.

* Storbritannien siges at være det første parlamentariske demokrati, og selvom landet blev styret demokratisk, var det verdens mest imperialistiske samfund. Både Storbritannien og USA hævder at have spredt demokrati og civilisation gennem deres tidligere og nuværende imperialisme. Samtidig har antiimperialistiske bevægelser henvist til demokrati, når de har modsat sig disse stater.

* Hvad angår race, har demokratisk styrede stater som USA, Israel og Sydafrika haft love, der opretholdt raceadskillelse. Og i dagens Sverige siger nogle, at det er udemokratisk at være imod indvandring.

“Demokrati” er naturligvis noget meget foranderligt og fleksibelt. At forsøge at tvinge Modstandsbevægelsen til at tage stilling til et så udefinerbart fænomen er intellektuelt uærligt. Det er simpel populisme, hvor vores fjender ved, at de fleste mennesker i Sverige er positive over for demokratibegrebet og derfor vil blive skeptiske over for vores organisation, hvis vi fremstilles som “antidemokratiske”.

Demokrati som nihilisme.
Demokrati er faktisk bare en måde at træffe beslutninger på, det handler om en beslutningsproces, og resultatet af den proces kan i princippet være hvad som helst. Og den gode demokrat bør altid overholde de beslutninger, som flertallet træffer.

Fordi et flertal i teorien, helt i overensstemmelse med demokratiske principper, kan undertrykke et mindretal, har kritikere af demokrati ofte kaldt demokratiet for “flertallets tyranni”. For at forhindre flertal i at undertrykke mindretal har stater gennem historien indført begrænsninger for demokratiet. Dette er blandt andet sket ved at indføre forfatninger, der beskytter individers rettigheder og forhindrer den demokratisk styrede stat i at krænke disse rettigheder.

Personligt har jeg ikke en religiøs overbevisning om det demokratiske flertalsprincip (at flertallets mening altid er den bedste mening). Tværtimod mener jeg, at flertal ofte har taget fejl, og jeg finder det problematisk, når ingen enkelt politiker kan holdes fuldt ansvarlig for en beslutning, der er truffet kollektivt af en gruppe.

At blindt tro på og acceptere en skadelig politik, blot fordi den har støtte fra et flertal af de stemmeberettigede, er forkasteligt. En sådan overdreven tillid til demokratiet bliver en slags nihilisme, hvor man accepterer eventuelle negative konsekvenser, så længe det er et flertal, der har truffet de skadelige beslutninger. Ret er simpelthen rigtigt, og forkert er forkert, selvom et flertal hævder, at forkert er rigtigt, og at rigtigt er forkert.

Derfor har Modstandsbevægelsen ret til at kæmpe imod for eksempel masseindvandring, selvom et flertal af det svenske folk er positive over for “multikulturalisme.” Det handler om, hvad der er rigtigt og forkert, ikke hvem der har flest vælgere bag sig.

“Værdibaseret demokrati” truer ytringsfriheden.
I dagens vestlige verden har kulturmarxister forvrænget demokratibegrebet til at være synonymt med deres egne værdier, hvilket er grunden til, at folk, der er politisk ukorrekte, kan blive stemplet som “udemokratiske”, selvom et “ægte demokrati” burde tolerere alle meninger.

Et eksempel på dette er, hvordan det nu ses som et “demokratiproblem”, at der ikke er total “lighed” på arbejdspladsen, i hjemmet eller i politik. Alle køn, etniciteter og seksuelle orienteringer bør ikke blot have de samme rettigheder , de bør også opnå de samme resultater overalt. Når virkeligheden siger, at disse grupper faktisk er ulige, går venstrefløjen ind for politiske tvangsforanstaltninger såsom kvoter for at gennemtvinge en unaturlig lighed.

I demokratiets navn jagter venstreorienterede ekstremister også dissidenter på samme måde, som kirken engang jagtede kættere. Hvis du har politisk kontroversielle synspunkter, bør du ikke have lov til at forblive anonym, du vil blive hængt ud, chikaneret, diskrimineret på arbejdsmarkedet, og hvis du bliver angrebet af politisk “højreorienterede” terrorister, har du dig selv at bebrejde (som Fredrik Reinfeldt sagde i sin tid som statsminister om Sverigedemokraterne, der blev fysisk angrebet på grund af deres synspunkter).

De dissidenter, der ikke lader sig intimidere af den ekstreme venstrefløj og deres allierede i de etablerede partier og på de liberale avisredaktioner, bliver ofte tvunget til i stedet at kæmpe imod hele statsmagten. Censurlove, der opildner mod den etniske gruppelov i Sverige og de love, der forbyder Holocaust-revisionisme i andre lande, enten lukker munden på eller fængsler folk med “forkerte” meninger. Fortalervirksomheden for direkte forbud mod politiske organisationer som Den Nordiske Modstandsbevægelse og Gyldne Daggry er et andet eksempel på den undertrykkelse af meninger, der har spredt sig i den vestlige verden.

Jeg tager afstand fra denne form for “værdibaseret demokrati”, ikke blot fordi den underliggende idé og den praktiske implementering er “udemokratisk” – men primært fordi de kulturmarxistiske værdier, der her ophøjes til ikke-forhandlingsbare normer, er vanvittige og usunde. At vores samfund favoriserer en syg politik er i mine øjne værre end at politikken bliver presset igennem med udemokratiske metoder. Men alle dem, der virkelig er begejstrede for ægte demokrati, burde hade venstrefløjen for dens forsøg på at forvrænge demokratibegrebet. Man kan ikke sige, at for eksempel Sverige er et demokrati med ytringsfrihed, hvis man både forbyder kontroversielle meninger at blive udtrykt og forbyder politiske partier som Den Nordiske Modstandsbevægelse.

Faktisk er ordet “værdidemokrati” det helt forkerte ord til at beskrive dette fænomen. Det, vi ser, er snarere et “værdidiktatur”, hvor det demokratiske element blot er et snævert rettet politisk teaterstykke, hvor mennesker og partier med de rigtige værdier foregiver at konkurrere om folkets støtte, mens de, der virkelig er uenige med dem, undertrykkes med udemokratiske midler og konstant forhindres i at være en del af den demokratiske proces. For eksempel får repræsentanter for Modstandsbevægelsen aldrig lov til at deltage i livedebatter på tv eller radio for at forsvare os, hvilket er grunden til, at vores politik i offentligheden konstant defineres af vores fjender.

Demokrati og nationalsocialisme
Nationalsocialismen har et ambivalent forhold til demokrati. I Tyskland lykkedes det NSDAP at erobre magten gennem demokratiske valg. Efter at have taget magten, indledte Adolf Hitler også en direkte dialog med det tyske folk, hvori han forklarede, at han ønskede så mange år til at løse arbejdsløshedsproblemet og gennemføre andre sociale reformer, hvilket er mere end man kan sige om nutidens demokratiske politikere, der konstant lover guld og grønne skove under valgkampe, kun for at bryde alle deres valgløfter uden konsekvenser, når de først er kommet til magten. Det Tredje Rige afholdt også folkeafstemninger om vigtige spørgsmål, og nogle nationalsocialister beskrev samfundet som et germansk demokrati med elementer af folkestyre.

Ydermere kan det nævnes, at våbenlovene i Det Tredje Rige var meget libertarianske. Den nationalsocialistiske stat ønskede grundlæggende et stærkt og frit folk, ligesom grundlæggerne af USA ræsonnerede, da de godkendte det andet tillæg (retten til at bære våben) til den amerikanske forfatning. (Dette kan sammenlignes med nutidens Sverige, hvor vi har restriktive våbenlove, fordi staten ønsker et ufrit og undertrykt folk, der ikke kan modstå forræderiske politikere).

De antidemokratiske elementer i Det Tredje Rige skal også vejes op mod den historiske kontekst, som samfundet eksisterede i. Tyskland risikerede på dette tidspunkt at blive udsat for en blodig bolsjevikisk revolution i stil med den “russiske” revolution (som egentlig burde kaldes “den jødiske revolution i Rusland”). At begrænse kommunisternes politiske rettigheder i Tyskland for at redde det tyske folk fra denne skæbne bør anses for rimeligt.

Samtidig var det tydeligt, at Første Verdenskrig ikke havde formået at løse konflikten mellem vestmagterne, og de nye grænsedragninger efter krigen lagde grundlaget for nye konflikter i Europa. I øst var der også truslen fra Sovjetunionen, der var klar til at gå i krig for den kommunistiske verdensrevolution. Selv tænkere som den tyske forfatter Oswald Spengler , der ikke var helt positiv over for NSDAP, forudså en Anden Verdenskrig, der ville blive mere afgørende og blodigere end den første. Så det var ikke overraskende, at Tyskland og mange andre europæiske stater i denne konfliktfyldte tid før Anden Verdenskrig udviklede sig i en mere totalitær retning. Selv demokratier som Sverige, USA og Storbritannien forbød oppositionsgrupper i denne periode og satte dissidenter, der på forskellige måder truede den etablerede orden i deres respektive lande, i fængsel eller koncentrationslejre.

Under mere fredelige forhold kunne et nationalsocialistisk samfund være betydeligt mindre hierarkisk og autoritært. Essensen af ​​nationalsocialisme er ikke en specifik regeringsform eller et politisk program, der skal følges slavisk. Det grundlæggende i nationalsocialismen er racebevidsthed; at sætte sit eget folk først og skabe et samfund i harmoni med naturens love.

Nationalsocialismen er heller ikke en oligarkisk bevægelse, der sigter mod at etablere en diktatorisk elite, der vil herske over folket og holde alle andre individer og grupper ude af magten. Denne adfærd kan dog genkendes fra både kommunistiske stater og liberale demokratier. Nationalsocialismen er positiv over for meritokrati og social mobilitet, at alle, uanset deres økonomiske baggrund, skal kunne nå deres fulde potentiale for at leve et så godt liv som muligt og være til så stor gavn for samfundet som muligt. Dette gælder også for politik og betyder, at den nationalsocialistiske stat ville byde borgere velkommen til at engagere sig politisk, hvis de ønsker, at samfundet skal være godt og have et talent for politik. Politikere bør tjene folket, ikke regere for egen vindings skyld.

Politisk engagement behøver dog ikke nødvendigvis at ske ved at tilslutte sig et af flere konkurrerende politiske partier, som det er tilfældet i dagens repræsentative parlamentariske demokrati. Enkeltpersoner kan i stedet stille op til lokale eller nationale parlamenter og blive valgt på baggrund af deres personlige meritter. Dette ville være mere demokratisk end partisystemet i Sverige i dag, fordi den enkelte vælger i dag næsten aldrig kan påvirke, hvilken politiker der skal repræsentere ham eller hende i for eksempel Riksdagen. I dag er vælgerne tvunget til at stemme på et af de store etablerede partier, som til gengæld har ret til at bestemme, hvilke specifikke personer der skal “vælges”. Med et mere personligt politisk engagement bliver politikerne også mere personligt ansvarlige over for deres vælgere og kan ikke længere gemme sig bag en partietiket.

De politiske partier fungerer således i dag som et unødvendigt filter mellem folket og politik. Partierne er også organisationer med deres egne økonomiske interesser, som er vanskelige for den enkelte vælger at overvåge. Det ville være meget lettere for vælgere at overvåge individuelle politikere i et system, hvor alle politikere er forpligtet til at være transparente med deres private finanser. Hvis partierne blev fjernet fra den politiske ligning, ville politikerne også blive mere interesserede i at gå på kompromis for at opnå positive politiske resultater, i stedet for at politik forbliver et beskidt spil mellem forskellige politiske hold, der engagerer sig i intriger, uærlig positionering og spilteoretisk tænkning, så deres komplekse koalition kan vinde det næste valg.

I dagens multikulturelle og politisk splittede samfund kræves der politiske censurlove, omfattende overvågning og stærk social undertrykkelse for at holde samfundet sammen. Kritikere af nationalsocialismen mener derfor, at vi nationalsocialister ville have brug for en endnu mere undertrykkende samfundsorden for at tvinge alle, der bor i Sverige i dag, til at acceptere vores politik. Men dette er ikke sandt, da vi ved at stoppe masseindvandringen og humant repatriere mennesker, der ikke hører hjemme her, ville skabe et etnisk homogent samfund gennemsyret af en følelse af fællesskab. I vores homogene samfund ville der automatisk være færre konflikter og modsætninger; i stedet ville der være en naturlig politisk enhed, der organisk vokser ud af folket. I et nationalsocialistisk samfund ville politikkens mål være mere åbenlyse og statiske end i dagens samfund, hvor der mangler højere mål, som alle forstår og stræber efter, men på den anden side ville loftet være højere for debatter om, hvilke veje og midler der bedst fører til vores mål.

Enhver, der vil vide mere detaljeret, hvordan Den Nordiske Modstandsbevægelse ønsker, at vores samfund skal fungere i fremtiden, kan læse “Vores Vej”. Hvis du ikke engang har læst vores partiprogram, har du ingen ret til at fordømme os og hævde, at vi bør forbydes.

Afslutningsvis vil jeg her sige, at nationalsocialismen hverken er for eller imod demokrati. Nationalsocialismen er et verdenssyn, der giver livet formål og mening; dagens demokrati (parlamentarisk demokrati) er et politisk system, der bestemmer, hvordan politiske beslutninger skal træffes. Nationalsocialismen sætter målet først (sit eget folks velbefindende) og kan bruge visse elementer af parlamentarisme og folkestyre i forfølgelsen af ​​dette mål.

Denne ambivalente og ikke-dogmatiske tilgang til demokrati er ikke unik for nationalsocialismen. Mange andre verdensbilleder, ideologier og religioner har et lignende forhold til demokrati. For eksempel har marxismen eksisteret i både demokratiske og udemokratiske former, og kristendommen er gået fra ideologisk at støtte absolutte monarkier til at acceptere den nuværende demokratiske orden.

Demokrati og revolution
Historisk set blev moderne demokrati gradvist introduceret gennem blodige revolutioner mod den gamle og monarkiske orden. Demokraterne var radikale og mente, at de ændringer, de kæmpede for, repræsenterede forbedringer og fremskridt. De, der var imod demokratiske reformer eller revolutioner, blev betragtet som konservative og reaktionære.

I dag er det modsatte sket. Der har været en enorm selvtilfredshed og konservatisme omkring det liberale demokrati i den vestlige verden. Gårsdagens revolutionære forandringssøgende siger i dag, at vi har nået “historiens ende”, og at større politiske forandringer ikke længere er ønskværdige eller endda mulige.

Jeg anser den holdning for at være absurd og historieløs. Alle politiske systemer kan forbedres, og dagens liberale demokrati fungerer meget dårligt fra mange synspunkter. Liberalt demokrati har historisk set eksisteret i en meget kort periode, men på trods af det har det politiske system allerede tilladt store problemer som masseindvandring og forskellige miljøkriser at opstå. På mindre end 50 år har det liberale demokrati formået at transformere Sverige fra et relativt velfungerende og etnisk homogent folkehjem til et multikulturelt værdibaseret diktatur med åbne grænser og generelt kaos.

I Sverige og andre liberale demokratier hævdes ytringsfrihed dog stadig at eksistere. Men pointen med ytringsfrihed er ikke, at folkelige meninger skal udtrykkes, men reel ytringsfrihed er, når systemet tolererer selv kontroversielle og upopulære meninger. Sveriges ytringsfrihed har længe været begrænset og alvorligt truet, men det er endnu ikke ulovligt at udtrykke “antidemokratiske” meninger i vores land.

Det er også muligt at ændre vores forfatning og vores styreform gennem demokratiske valg og beslutninger i den svenske rigsdag – dette skete for eksempel i 2010, da et flertal i rigsdagen, ganske vist uden at konsultere det svenske folk om sagen, besluttede, at Sverige skal forblive et multikulturelt samfund. Ifølge selve demokratiets regler er det således tilladt at argumentere for radikale politiske ændringer, og det er juridisk muligt at håndhæve ændringerne, hvis man vinder tilstrækkelig støtte fra Sveriges vælgere. Der er derfor intet, der tyder på, at “antidemokratiske” holdninger er kriminelle eller automatisk fører til kriminalitet, hvorfor politikere og andre opinionsdannere bør holde op med at agitere for et forbud mod Den Nordiske Modstandsbevægelse og andre lovlige organisationer, der er stemplet som “udemokratiske”.

Man har lov til at kritisere Sveriges styreform, og det er rimeligt. Hvis vores liberale demokrati ikke tolererede kritik og hilste politiske forbedringer velkommen, ville det i sagens natur være totalitært og udemokratisk.

Hvis man mener, at dagens demokrati virkelig er det optimale samfundssystem og noget, som et flertal af befolkningen i Sverige forstår og brænder for, så bør man ikke frygte konkurrence og kritik fra bevægelser, der går ind for et andet samfund. Ethvert land, der forbyder Den Nordiske Modstandsbevægelse eller lignende bevægelser, indrømmer, at de ikke længere tror på det liberale demokratis overlegenhed.