Oprindeligt udgivet 2018-03-19.
En almindelig misforståelse er, at nationalsocialisme blot er en ideologi kombineret med nationalismens og socialismens politiske orienteringer, og at disse til gengæld skal fortolkes på samme måde, som de fortolkes separat. Nationalsocialisme er imidlertid et komplet verdensbillede og derfor noget helt andet end både nationalisme og socialisme. I modsætning til disse politiske orienteringer kan nationalsocialismen derfor stå på egne ben uden at skulle suppleres med religiøse dogmer eller andre ydre filosofiske goder. Nationalsocialisme er et komplet verdensbillede i sig selv, der tilbyder både en højere mening med livet og praktisk realpolitik.
Nationalsocialisme er på papiret en relativt ny “opfindelse”, men i praksis er den baseret på ældgammel visdom. Den består af en politik baseret på den naturlige orden, som vores folk har levet efter i tusinder af år, længe før ideologier som nationalisme eller socialisme så dagens lys og også tusinder af år før Norden blev kristnet. Dette skal ikke fortolkes som, at vi ønsker at gå tilbage til stenalderen, for samtidig er nationalsocialismen progressiv og revolutionær. Vi går fremad og bruger den kreative kraft, vi er blevet begavet med af naturen. Vores folk og vores nation går fremad, og hvis dette kan ske i harmoni med hele verden og alle verdens mennesker, der bevæger sig fremad, er det positivt, men hvis dette ikke er muligt, vil vi aldrig lade andre stå i vejen for vores udvikling. Vi tager os først og fremmest af vores eget folk. Vores folk skal overleve og også kunne gøre det i frihed og uafhængighed uden afhængighed af andre.
Naturen har skabt love og regler, som vi nationalsocialister mener er kriminelle at bryde. En naturlig moral, om man vil. At gå imod disse love og denne moral er per definition at være imod nationalsocialismen. Naturen ville ikke have skabt to køn og gjort dem afhængige af hinanden, hvis intentionen var, at de skulle krige mod hinanden eller undgå at interagere med hinanden. Således er kulturmarxisme med for eksempel feminisme og entusiasme for homoseksualitet noget, der er i konflikt med naturens love. Naturen ville ikke have skabt forskellige racer med væsensforskellige egenskaber og udseender, hvis intentionen var, at disse skulle blandes til én. Således er raceblanding og “multikulturalisme” imod naturens moral. Mennesker er afhængige af social kontakt og for at kunne udvikle noget ud over deres egen evne, herunder organisering. Derfor har vi, lige siden de første mennesker blev til, sluttet os sammen i grupper for bedre at kunne beskytte hinanden og udnytte hinandens forskelligheder. Således er overdreven egocentrisme og dermed også ideer, der er baseret på et egocentrisk perspektiv, imod naturens love. Materialisme og kapitalisme er således også polære modsætninger til nationalsocialisme.
Hvis disse grupper af mennesker i stedet havde været ekstremt individualistiske og havde bedraget og kæmpet mod hinanden til døden, ville menneskeheden ikke have overlevet. Der har selvfølgelig været forskellige grupper, der har gjort dette mod hinanden, men gennem årene og som en helt naturlig udvikling er de biologisk lignende grupper vokset sammen til stammer, stammerne er vokset til samfund, og samfundene er vokset til nationer. I den globaliserede verden, vi lever i i dag, er gruppen vokset til en race, der strækker sig på tværs af nationale grænser – en biologisk enhed. At få denne enhed til rent faktisk at fungere og handle som sådan – at forene racen og få alle individer i den til generelt at trække i samme retning, er en del af den nationalsocialistiske bestræbelse.
I disse naturlove og denne naturlige moral kan man også finde en masse andre vejledninger og retningslinjer, der gør religion og/eller teoretisk filosofering overflødig. For eksempel er det forkert at dræbe andre mennesker bare for naturens skyld, fordi disse er naturens skabninger. At dræbe, hvis det er nødvendigt for at overleve, er dog en anden sag. Det er forkert at udnytte naturen hensynsløst, men ikke forkert at bruge naturens ressourcer til at kunne løfte vores folk og så videre. Det naturlige moralske kompas kan i de fleste tilfælde foretage korrekte afvejninger og trække grænser her, og i alle tilfælde, hvor der alligevel skulle opstå tvetydighed, kan nationalsocialismen være med til at bestemme moralske positioner.
Naturlovene findes i os alle som instinkter, sund fornuft og logisk tænkning. At man ikke skal stjæle fra hinanden eller dræbe sin næste er næppe baseret på nogen religion eller social konstruktion, men er en meget naturlig konklusion, som intelligente og højtstående mennesker enten har haft i sig siden fødslen eller har lært af erfaring. At leve i harmoni og fællesskab med sine egne er naturligt. Kristendommen fremhæves ofte af sine fortalere som en opretholder af sund moral. I et vist omfang kan man give kristendommen ret til at sige, at de historisk set har været bærere af denne moral, men de er næppe dens opfindere, og jeg sætter også skarpt spørgsmålstegn ved, om de har opretholdt den mere og bedre end for eksempel hvad vores forfædre ville have gjort, hvis de ikke var blevet kristnet.
Nationalsocialismen, som således er baseret på disse evige naturlove, har således en meget klar “rigtig og forkert tænkning” præget i sig og bestemt en højere værdi – at verdens højest rangerende mennesker skal fortsætte med at overleve og forene sig for at udvikle sig i harmoni med naturen – til gavn for hele verden og menneskeheden. I dette er der også en mening med livet at videreføre denne forbindelse mellem fortiden og fremtiden for at opnå evigt liv gennem det fortsatte rene blod.
Forresten, at jeg siger, at vi er verdens mest overlegne folk, betyder ikke, at vi rangerer forskellige racer af mennesker efter forskellige kvaliteter, og at vi ser ned på andre, i stedet er det en yderst subjektiv mening. Det er en kendsgerning, at uden vores race kunne vores ekstremt avancerede civilisation ikke være blevet til. Samtidig er det slet ikke sikkert, at alle afrikanere ser vores livsstil – med alle dens rigtige og forkerte sider – som den mest overlegne for dem.
Som nationalsocialist kan man, hvis man ønsker det, antage en religiøs overbevisning, så længe man ikke går på kompromis med disse grundlæggende værdier. Det er fuldt ud muligt at forholde sig til naturen som Gud eller Odin, og i det videnskabelige syn på evigt liv gennem en fortsat blodslinje er der naturligvis også mulighed for religiøs fortolkning.
Jeg vil afvige fra denne filosofiske opfattelse af nationalsocialismen og i stedet forklare dens indhold mere politisk, og hvordan den faktisk adskiller sig fra og er overlegen i forhold til både nationalisme og socialisme. Nationalsocialismen sikrer gennem sit naturlige grundsyn, i modsætning til nationalisme, kompromisløst, at det er ens eget folk set fra et biologisk og racemæssigt perspektiv, der udgør rygraden i ideologien. Nationalisme er et betydeligt mere vagt begreb, hvor nationen slet ikke behøver at være ét med racen, og hvor fundamentet slet ikke er baseret på naturlove, men i stedet kan handle om nationale grænser, sprog eller den herskende majoritetskultur. Man kunne argumentere for, at folket inden for en national grænse, selvom de udgør flere forskellige etniciteter, ville have mere til fælles med hinanden, fordi de taler det samme sprog, end etnisk homogent folk i to nabolande ville. Ifølge denne tese har en etnisk afrikaner, der taler svensk, mere til fælles med en etnisk svensker, end en etnisk svensker og en etnisk nordmand har.
Nationalisme alene er normalt konservativ i sin essens. Som konservativ er man oftest tilhænger af en politik med national splittelse, der sætter forskellige dele af befolkningen op mod hinanden. Overklassen skal forsvares mod arbejderklassen. Voksne og ældre skal forsvares mod unge og børn. Mænd skal forsvares mod kvinder.
Omvendt ser vi socialismen gøre præcis det samme, men være radikal i stedet for konservativ og derfor i stedet tage stilling for det “svagere” parti. Nationalsocialismen er unik, idet den forener folket – til hele folkets bedste og i stedet på bekostning af den kosmopolitiske elite bestående af blodsugere og ågerkarle i form af frem for alt mediemoguler, lobbyister og bankfolk.
Nationalsocialismen er ikke egalitær som socialismen, men anerkender forskellene mellem alle mennesker, men ser alle dele af folket som værdifulde for den fælles stræben. En intellektuel, men fysisk svag person er hverken bedre eller værre end den modsatte, som i forholdet mellem mand og kvinde. I stedet supplerer de hinanden, og uden den anden er begge værdiløse.
Nationalsocialismen er baseret på ideen om kompetence og ansvar med den rette mand på den rette plads. Dit liv, dine anerkendte kvaliteter og din udviste loyalitet over for folket giver dig den plads, du fortjener – helt i overensstemmelse med den naturlige orden. Nationalisme er i stedet normalt højreorienteret med en tro på, at du er født med de rigtige kvaliteter, fordi din far havde dem, og socialismens venstreorienterede orientering, der siger, at alle skal have samme indflydelse og ret til at bestemme. En ulveflok ville næppe lade sig lede af hverken den tidligere alfahans søn uden at teste ham eller lade alle deltage og bestemme ligeligt.
Endelig står nationalsocialismens evige værdier for en modstand mod korruption og liberalisering. Bortset fra mindre grupper af mere puristiske fanatikere, har de større repræsentanter for forskellige religioner og ideologier, herunder nationalisme, en tendens til at ændre hele grundlaget for deres overbevisninger, efterhånden som samfundet og den politiske magt ændrer sig. Dens grundlag synes konstant at være relativt og åbent for diskussion, og dens repræsentanter synes at foretrække at kue sig for i det mindste en vis magt end at visne helt hen.
Detaljerne i nationalsocialismen er heller ikke hugget i sten, men da dens fundament er baseret på naturloven og ens eget folks overlevelse og frihed, giver den betydeligt færre muligheder for kompromis end måske noget andet synspunkt. Nationalsocialismen udgør derfor et verdenssyn, der for evigt er fundamentalt uforanderligt.
