1. Den Nordiske Modstandsbevægelse

Nordiske modstandsbevægelse

  • Ved at besøge vores hjemmeside accepterer du dele af vores Datapolitik
  • Ja, det er i orden
  • Nej, jeg accepterer det ikke
  • Jeg vil læse mere
  • Jeg er ligeglad (Ja)
I dag, på arbejderbevægelsens dag, kan det offentliggøres, at Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske gren opstiller til efterårets riksdagsvalg. Både organisationens leder, Fredrik Vejdeland, og det svenske rigsrådsmedlem, Pär Öberg vil være opstillet som valgbare kandidater. Parolen for den svenske valgkamp bliver, Svenskerne først. Dette motto burde man mene er en selvfølge i Sverige, men faktum er, at der i dag ikke findes noget parti i rigsdagen, der fører denne linje. I modsætning til samtlige etablerede politikere har Den Nordiske Modstandsbevægelse og vores kandidater tydeligt vist, at vi står fast ved vores ord og vores principper, uanset hvad det koster i form af personlige ofre. Ikke engang en gennemført politisk motiveret terrorstempling har fået os til at tie eller afvige fra det, vi altid har stået for.
Det nye år var kun få dage gammelt, da en delegation fra Den Nordiske Modstandsbevægelses svenske gren tidligt om morgenen begyndte deres rejse sydpå i et sjældent set snevejr. Turen var mildt sagt lang, og tidsplanen var stram, hvilket gjorde det udfordrende at navigere de vestsvenske motorveje med kun 30 km/t på grund af den dårlige sigtbarhed. Heldigvis var snevejret kun et problem i deres hjemegn, og allerede i Danmark var vejforholdene betydeligt bedre. Da de nåede frem til deres værter i det nordlige Tyskland, var solen for længst gået ned – ikke så overraskende på denne tid af året, men det var stadig blevet sent. Arrangementet, som Der III. Weg kalder Feder & Schwert Winterseminar (Fjer og Sværd, red. oversættelse), fungerer som en slags eksperimentværksted uden faste emner eller begrænsende temaer, hvilket giver plads til at diskutere en bred vifte af emner. Det skal understreges, at skribenten af denne tekst ikke taler tysk, så visse budskaber og po
Hvis der er noget der virkelig har været på fremmarch de seneste år, er det homolobbyen. Deres samlinger for at fejre det unaturlige i deres såkaldte pride-parader er tidligere blevet isoleret til de største byer, men har nu også spredt sig til de mellemstore og mindre byer – over hele Norden. Under disse “parader” demonstreres der ikke blot mod kernefamilien og “heteronormen”, men der holdes desuden perverse orgier i det offentlige rum og flirtes med pædofili og andre sindssyge seksuelle afvigelser. Midt i paradernes perverse “festligheder”, blandt mænd i kvindetøj, nøgne kroppe, piske og dildoer, går små børn. De er blevet slæbt med af selvhadende feministiske og ekstremistiske forældre, eller til og med af deres børnehaver og skoler. Børn går rundt med regnbueflag og udnyttes dermed som propaganda for en ny verdensorden, hvor alt er vendt på hovedet. Hvor Den Nordiske Modstandsbevægelse står i forhold til alt dette, vil jeg forsøge
Oprindeligt udgivet 2018-03-19. En almindelig misforståelse er, at nationalsocialisme blot er en ideologi kombineret med nationalismens og socialismens politiske orienteringer, og at disse til gengæld skal fortolkes på samme måde, som de fortolkes separat. Nationalsocialisme er imidlertid et komplet verdensbillede og derfor noget helt andet end både nationalisme og socialisme. I modsætning til disse politiske orienteringer kan nationalsocialismen derfor stå på egne ben uden at skulle suppleres med religiøse dogmer eller andre ydre filosofiske goder. Nationalsocialisme er et komplet verdensbillede i sig selv, der tilbyder både en højere mening med livet og praktisk realpolitik. Nationalsocialisme er på papiret en relativt ny “opfindelse”, men i praksis er den baseret på ældgammel visdom. Den består af en politik baseret på den naturlige orden, som vores folk har levet efter i tusinder af år, længe før ideologier som nationalisme eller socialisme så dagens lys og også t
Den 13. februar 1943 blev Christo Lukov myrdet uden for sit hjem i Sofia. Gerningspersonerne var kommunister. Mindet om Lukov, som havde været en populær general og minister, blev undertrykt under det regime, der kort efter opstod – Folkerepublikken Bulgarien. Efter kommunismens sammenbrud blev mindet om Lukov genoplivet, blandt andet gennem en patriotisk march langs den rute, som havde været generalens sidste gåtur. Lukov-marchen har også samlet internationale deltagere og fået stor medieopmærksomhed. Arrangementet har imidlertid mødt hindringer ved flere lejligheder, idet de bulgarske myndigheder har modarbejdet demonstrationsfriheden med vage begrundelser. I tidligere år er deltagere blevet forhindret i at gennemføre et fælles fakkeltog fra centrale mødesteder. I år havde arrangøren BNS – Bulgarsk National Samling – valgt at lægge mødestedet i umiddelbar nærhed af marchens endelige destination, huset hvor Christo Lukov boede. Dermed kunne en kort march gennemføres, efterfulgt af
Martin Heidegger, en af de fremmeste filosofer i det 20. århundrede, fandt videnskaben begrænset, eftersom den er endimensional. “Videnskaben tænker ikke”, da den er afhængig af objektive fakta, og er begrænset til det, vi i dag opfatter som virkelighed. En fordel ved “metafysikken” (i modsætning til fysikken) er, at den kan behandle emner, der ikke kan bevises, men derimod kan anes eller forestilles. Gennem forestillingsevnen kan man skabe en ny virkelighed, hvis man først visualiserer et billede af den nye tilstand, og derefter forener alle kræfter mod dette mål. En afgørende del af dette arbejde, når det kommer til vores virke, er naturligvis, at man tager hensyn til det menneskelige materiale der findes (eller kan mobiliseres) og forstår, at en verdensanskuelse “må forblive uden betydning for den praktiske udformning af folks liv, så længe de grundlæggende idéer ikke bliver ikke et banner for en kamporganisation”. Uden indsigt i, at opgaven k
Der tales meget i vores rækker om revolution. Vi skal overtage magten og befri Norden. Nordisk revolution – uden nåde! Men der tales ikke lige så ofte om, hvordan vi nationalsocialister kan befri Norden. Vi har været udsat for massiv undertrykkelse fra både systemet og IT-giganterne, som har stærkt begrænset vores evne til at nå ud til folket og dermed vokse. Jeg tænkte i denne artikel at dele mine tanker om emnet. Dette er ikke en “officiel plan” for en magtovertagelse eller nogen strategi vedtaget af en bestemt gruppe eller organisation. Det er bare, hvordan jeg selv forestiller mig, at en befrielse af Norden måske kan ske. Det første man kan konstatere, er, at spillepladen lige nu ikke tillader nogen befrielse af Norden. Det er faktisk bare en konstatering. Det er måske kedeligt, men det betyder ikke, at det altid skal være sådan. Spillepladen skal ændres, og vores evne til at ændre den er lige nu begrænset. Faktum er, at jeg ikke tror, at det altid kan være helt op til os, me
Danmark drukner i masseindvandring og multikultur, og det eneste racefremmede indvandrere gør bedre end hvide danskere er at begå kriminalitet, og det er ofte et spørgsmål om liv eller død! Aktivister fra Den Nordiske Modstandsbevægelse har derfor opsat symbolske dødsruner flere steder, hvor hvide danskere er blevet myrdet af racefremmede for at sætte fokus på den unødvendige blodsudgydelse masseindvandringen forårsager – og ikke mindst for at gøre opmærksom på, at deres død ligeledes skyldes den zionistiske elite. På hver dødsrune er personens navn, alder og dødsdato angivet, ligesom der forefindes en QR-kode der henviser til en artikel, der informerer om jødernes rolle indenfor masseindvandringen. Fælles for de dræbte er, at de ikke ville have mødt denne triste skæbne, hvis ikke Danmarks grænser stod pivåbne som et resultat af jødisk lobbyistarbejde. Mads Arberg, 18 år. Viby. Den 18-årige Mads Arberg blev den 31. oktober 2021 stukket ned under et rovmord på et stis
Orden, frihed og retfærdighed. Dette er nøgleordene for det retsvæsen, vi ønsker at skabe, når først vi har taget magten. Når vi i dag taler om retsstaten, er dette begreb synonymt med liberalt demokrati. Man mener, at liberalt demokrati er selve forudsætningen for overhovedet at være i stand til at opbygge en retsstat. Repræsentanterne for det liberale demokrati slår ofte sig selv på brystet og hævder, at vi minsandten lever i en retsstat, hvor mænd og kvinder kan føle sig trygge og nyde enorme friheder. Dette er intet andet end en stor løgn, for i praksis er det lige det modsatte. Vi ser i dag, hvordan for eksempel voldtægtsmænd og pædofile går fri efter et par års fængsel eller i retspsykiatrisk pleje. Vi ser, hvordan disse forbrydere kan vende tilbage til deres umoralske livsstil efter at have afsonet deres straffe. Vi ser, hvordan de virkelige ofre, alle de hvide nordiske kvinder, der er blevet voldtaget og krænkede, alle de børn, der er blevet besudlede på de mest modbyd